Sult og overvægt
Du kan lytte til Sult og overvægt her.
Det du spiser bliver lavet om til sukker, fedt og proteiner, som med blodet transporteres ud til cellerne. Blodsukker er mængden af sukker i dit blod. Hvis du spiser mange hurtige sukkerstoffer (sukker, slik, kager, saft, sodavand & energidrikke, hvidt brød, alkohol), kan du få et svingende blodsukker (YoYo blodsukker).
Et svingende blodsukker giver dig kortvarig høj energi – men derefter måske sult, træthed og svingende humør – og overvægt, hvis du har tendens til det. Forklaringen er: Når blodsukkeret falder hurtigt, så oplever din hjerne fejlagtigt, at der er ”hungersnød” i kroppen. Det sætter gang i Alarmhjernen, så du bliver snydt til at tro, at du er sulten.
Når der skrues op for alarmen, så skrues der ned for Tænkehjernen. Oplevelsen af sult bliver altoverskyggende og andre tanker skubbes til side. Hvis du igen mætter dig med hurtige sukkerstoffer, starter det forfra.
Spis dig mæt i små og langsomme måltider med sund mad. Det giver et stabilt blodsukker og langvarigt velvære. Hvis du skal tabe dig, så spis få kulhydrater og mange proteiner. Hvis du godt kan li’ mad – hvad de fleste heldigvis kan, så lav små lækkerier til dig selv. Hvis du ændrer kost, kan det tage 1-3 uger at vænne sig til en ny smag.
Sult kontrol
Kontrol over en sultfølelse kan trænes gradvist – ligesom man kan træne alt muligt andet. Læs mere: Tanke-spillet, Konstruer en øvebane, Robusthed og Ros, En vej til succes. Opmærksomhedstræning kan være en stor hjælp. Læs mere om Opmærksomheden – Hjernens Spotlys
Her er også inspiration:
- Sult er et rum i Tankernes Hus… (Historien om Tankernes Hus).
- Sult er et Tanketog, der kører for stærkt… (Historien om Tanketog).
- Sult er en gæst ved Tankefesten… (Historien om Tankefesten).
Noget tyder på, at stress og mangel på søvn øger risikoen for overvægt. Derfor er også søvn og hvile vigtigt.
Sidst – men ikke mindst: Det er lige så vigtigt at træne lysten til at motionere!