Helikopter

En 17-årig ung mand med en voldsdom hængende over hovedet deltog i et robustheds-kursus forløbende over et halvt år.

En af metoderne, der gav mening for ham, var “helikopter-perspektivet”. Underviseren tegnede en helikopter på en tavle og de snakkede om, hvordan tingene ser ud fra forskellige vinkler – og om det kan give nye handlemuligheder i en situation, hvor hjernen sædvanligvis vil gå i alarm. Hvis han kiggede ned på en situation, ville det så give mulighed for at stoppe op og tænke sig om, inden han handlede.

En dag kom han glædesstrålende ind ad døren og sagde: ”Det virkede”. Han havde været på en markedsplads med sin kæreste. En fyr fra nabo-skolen var kommet imod dem, havde kigget op og ned ad kæresten og var kommet med en ubehagelig kommentar. ”Men så røg jeg lige op i helikopteren og huskede, at hvis jeg slog, som jeg ellers ville gøre, fordi jeg er meget jaloux, og ingen skal tale grimt om min kæreste, så vil jeg jo ryge ind bag tremmer”. Så han formåede at stoppe op i situationen, tænke længere frem end øjeblikket, bide aggressionen i sig og handle på en ny måde. ”Så jeg ignorerede ham og gik videre”.

Han kom senere med lignende eksempler fra en fodboldkamp.