Vejrtrækning

Du kan lytte til Vejtrækning her.

Her er en hurtig og diskret måde at berolige Alarmhjernen, når der er brug for at kunne tænke sig om eller få fri og slappe helt af inde i hovedet:

Træk vejret dybt og roligt.

Det er naturligvis nemt, fordi det er noget, vi allerede kan i forvejen. Det eneste ”nye”, du skal gøre, er at flytte din opmærksomhed og lægge mærke til, hvordan du trækker vejret – hvordan luften kommer ind og ud af næsen og hvordan brystkassen og maven bevæger sig, når du trækker vejret. Det er det eneste du skal gøre. Når du bliver ved med at holde din opmærksomhed på vejrtrækningen i nogen tid, får du fred og ro inde i hovedet og en behagelig følelse i kroppen.

Mens du gør det, vil du helt sikkert opleve, at der er tanker, som prøver at tage fat i din opmærksomhed – igen og igen. Lad så bare tankerne flyve forbi, måske som om det er ”blade eller tankebobler, som flyver forbi i vinden”, mens du stille og roligt flytter din opmærksomhed til vejrtrækningen igen og bare holder øje med luften gennem næsen og bevægelserne i kroppen.

En anden måde er at tælle indeni dig selv, mens du trækker vejret dybt og roligt:
Træk vejret langsomt ind, mens du tæller 1..2. Pust langsomt ud, mens du tæller 1..2..3..4.

Dyb og rolig vejrtrækning beroliger Alarmhjernen. Det er også verdens mest enkle måde at træne opmærksomheden på. Hver gang du beslutter at holde opmærksomheden på vejrtrækningen, så styrketræner du din opmærksomhed. Så bliver det nemmere at:

  • Holde koncentrationen om opgaver og tanker, som er vigtige, selv om der er forstyrrelser rundt omkring, både i den yde og den indre verden.
  • Trække dig selv fri af skadelige tanker og følelser, som du (og andre) ikke har godt af, at du er inde i for lang tid.
  • ”Scanne” den ydre og indre verden og opdage det, som kan være spændende og vigtigt.