Robuste fællesskaber

Vi er sociale væsener, som påvirker hinanden på godt og ondt. I vores små fællesskaber: Familie, venner, arbejde, fritid. Og i vores store fællesskaber: Lokalsamfund – lande – verden.

Derfor påvirkes hver enkelt af os af den robusthed – eller mangel på samme, som der er i vores fællesskaber.

I et robust fællesskab er der:

  • Fysisk og psykisk tryghed og sikkerhed – så vi er i stand til at tænke os om og ikke befinder os i mere eller mindre konstant kamp eller flugt tilstand (læs om Tænkehjernen og Hjernens 112).
  • Ytringsfrihed og åbenhed – så vi ikke risikerer at rende rundt med alt for snævre verdensbilleder i vores hoveder (læs mere her – og om selvbedrag).
  • Gode måder at håndtere uenigheder og konflikter (Se også Mobning og konflikt). En klog mand har engang sagt, at demokrati er en civiliseret måde at være uenig på.
  • En høj grad af tolerance – forskellighed ses som en styrke og ikke som noget farligt eller mærkeligt (Se f.eks. Richard Florida’s forskning: Tolerance har betydning for, hvordan en by klarer sig).
  • En høj grad af lighed. Samfund med stor lighed klarer sig på alle måder bedre end samfund med stor ulighed (Se Wilkinson & Pickett’s bog: Lighed. 2011).

Hvis man er særligt interesseret, er her en god (og stor) bog, hvor der er meget spændende viden om Robuste fællesskaber: Reich, Zautra & Hall (Eds.): Handbook of Adult Resilience. Guildford 2010.

Det har afgørende betydning, at opleve sig værdsat af andre mennesker. I et utrygt fællesskab, hvor man ikke kan være sikker på, at være værdsat som den, man ér, vil man tilpasse sig gruppens værdier og normer for ikke at blive ekskluderet. Hjernens 112 er tændt (lidt eller meget), når man er utryg, og dermed bliver der skruet ned for Tænkehjernen, så det bliver sværere at tænke sig om.

Det er også Tænkehjernen, der laver positive følelser for andre mennesker, så i et utrygt fællesskab bliver det vanskeligere at bevare evnen til indføling for de mennesker, som er udenfor gruppen. I værste fald opstår der fjendebilleder i vores hoveder.

Vi er parate til at betale en ekstremt høj pris for at være accepteret i gruppen, inklusive at påføre os selv og andre mennesker de mest ubeskrivelige lidelser, herunder – i værste fald – tortur, folkemord og æresdrab: Man kan komme så langt ud, at man slår sit eget barn ihjel, for at være accepteret af den gruppe, man er en del af, fordi barnet har overtrådt gruppens regler.

Det er naturligvis de samme mekanismer, der er på spil i hverdagens mobning i børnehave, skole, på arbejdet og i familien.

Mobning er således et gruppefænomen – ikke et individ-fænomen. Mobbere og dem, der bliver mobbet er i den samme båd af utryghed, og det hjælper ikke at straffe mobbere. Tværtimod kan det blive værre. Smider man en mobber ud af fællesskabet, så popper fænomenet bare op med andre personer i gruppen.

Det vigtigste vi kan gøre, for at forebygge og håndtere mobning – og det, der er værre, er at udbrede viden om mobningens mekanismer og dyrke forskellighed aktivt – i alle tænkelige facetter. Så forskellighed bliver en grundlæggende værdi (naturligvis uden at skade sig selv eller andre). Det er, når det bliver for vigtigt, at vi skal være éns, at det går galt.

Mobning som gruppefænomen, skal adskilles fra den situation, hvor en person i gruppen, på grund af personlige faktorer, ikke kan overskue samværet, og derfor er i alarmtilstand (“overlevelse”) og bliver udad-reagerende. I den situation kan det være en beskyttelse af person og fællesskab, at han eller hun flytter til mere beskyttede rammer. Eller man kan være så følsom, at helt almindeligt godmodigt drilleri i et trygt fællesskab, opfattes som mobning. Forhåbentlig kan man med hjælp udvikle robusthed til at tåle godmodigt drilleri, men hvis ikke det kan lykkes, har man måske brug for at være i et mere beskyttet miljø.