Passende udfordringer og lysten til at øve sig

Passende udfordringer starter lige efter fødslen

  • Det nyfødte barn som selv lærer at finde brystvorten indenfor den første time efter fødsel.
  • Spædbarnet, som selv øver sig i at løfte hovedet og dreje om på maven og tilbage igen.
  • Det lille barn, der lærer at holde på ting og lærer at gå og lærer at snakke og lærer at klatre og lærer at køre på cykel og… og… og…
  • Små børn, som leger alle mulige lege med hinanden, øver sig i, hvordan man lever med sig selv og hinanden.

Og senere, i skolen, hvor man også lærer mest, hvis man ikke får serveret løsningen på en opgave med det samme, men selv skal kæmpe lidt – i passende doser, med at finde ud af det.

Hver eneste gang, man udfordrer og træner kroppen og hjernen, så bliver kroppen stærkere og kroppen klogere.

… Ja, det starter faktisk allerede, mens barnet udvikler sig inde i mors mave:

Stresshormoner og velvære-hormoner fra mor påvirker barnets hjerne. Når mor har det godt i graviditeten, forbedres chancen for, at barnets hjerne bliver mere robust. Hvis mor har det meget svært, er der en lidt større risiko for, at barnet kan blive mere sårbart. Sandsynligvis handler det om, hvor robust eller følsom Hjernens 112 bliver inde i barnets hjerne.

Når man er gravid, møder man naturligvis de samme udfordringer, som man ellers møder i livet – i parforhold og familie, og i forhold til uddannelse, arbejde og fritid. Nogen gange kan det også være en udfordring i sig selv at være gravid og at skulle føde.

Når man passer godt på sig selv og hinanden (mor og far), mens man er gravid, så betyder det noget for barnets fremtid.

Hvordan finder man ud af, hvad en passende udfordring er?

  • Ved at kende sig selv og hinanden: Vi ved som regel nogenlunde, hvad vi selv og vores børn kan klare.
  • Ved at prøve. Så opdager man, om det er for nemt, passende eller for svært.
  • Ved at spørge: o Kan du klare det?
  • Er det for nemt?
  • Er det for svært?
  • Hvis det er for svært, hvor meget skal vi så skrue ned, for at det er lige tilpas?
  • Hvis det er lidt for meget for svært, så skal man naturligvis have hjælp til det – f.eks. få vist, hvordan man skal gøre det.
  • Det må heller ikke være for nemt, så det er kedeligt eller man føler sig til grin eller det ikke opleves som en succes eller det er overbeskyttelse.

En passende udfordring er noget man kan, når man gør sig lidt umage.

Hvis man står med noget, som er for svært, så skal det klippes op i tilstrækkeligt små bidder til, at det er passende at gå i gang med. Nogen gange kan det være meget små bidder, men det er bestemt også godt. Det vigtigste er, at man i det mindste gør noget. En gammel filosof har sagt, at selv en vej på tusind kilometer starter med det første skridt.

Man må (som hovedregel) ikke give op og lade være. Fordi Hjernens 112 fortolker det som flugt og fare – og dermed bliver det bare sværere næste gang at tage fat og gøre noget ved det, som er svært. Når bare man gør en lille smule – og tit nok, så skal det nok gå fremad.

Derfor skal børn også have passende pligter – fra de er helt små! Det skal leges ind, så det udvikler deres lyst til at lære mere og være med i hverdagens små og store praktiske gøremål.

… Det med pligter, det kommer jo, fordi en af de ting, der karakteriserer tilværelsens udvikling, fra man er lille barn, vokser op og bliver stor og voksen – det er, at hverdagen i stigende grad blive præget af opgaver, som skal løses. Opgaver, man ikke kan slippe for. I vores liv som voksne er der hele tiden noget, der skal gøres, for at få hverdagen til at fungere. Både derhjemme, og når vi går ud af vores gadedør, f.eks. på uddannelse eller arbejde.

Hvis et barn, møder en skal-opgave på denne måde: ”Åhh… Hvorfor skal jeg det?” … med et dybt suk… – så kan man fristes til at sige til barnet: ”Ved du hvad, min ven, der venter rigtigt mange trælse dage foran dig”. Fordi der bare er rigtigt mange skal-opgaver i alle livets hverdage.

Det er vigtigt, at kunne gå om bord i rimelige skal-opgaver uden at putte hele sit følelsesliv i det hver gang, men bare se at få det gjort.

Lige så vigtigt er det:

  • at holde sig fra skal-opgaver, som man helst skal holde sig fra, fordi de kan være skadelige, for én selv og/eller for andre. Så bliver der ekstra meget brug for at tænke sig om og finde andre løsninger.
  • At have mod og hjerte til at stå op imod urimeligheder.

At yde og bidrage med noget i forhold til sine medmennesker, er den bedste måde at udvikle følelsen af at være værdifuld.

En teenager har sagt: Fællesskab er, at være savnet, når man ikke er der.

Vi skal huske, at…

Der er grænser for, hvad børn (og voksne) skal kunne klare. Alle mennesker har ret til at leve indenfor rammer, som man er i stand til at kunne klare.

Desværre er det stadig lang vej, før det mål er opfyldt på vores planet.

Grænserne for, hvad man kan klare, er naturligvis stærkt individuelle (alder, intelligens, personlighed, livsvilkår, osv.).

Børn skal beskyttes mod udfordringer, som de ikke magter. Samtidig med, at de skal udfordres passende, indenfor trygge rammer.

Dette er den vigtigste gave, vi kan give vores børn:

Lyst til at øve sig – i alt muligt.

Det er faktisk meget simpelt – det er nemlig det eneste, man skal kunne, for at få et godt liv:

  • Øve sig i, at blive den bedste udgave af sig selv.
  • Øve sig i, at magte det, som er svært.
  • Øve sig i, at blive god til noget, så man kan klare sig i livet og i samfundet.

Det er øvelse – og ikke talent, der gør forskellen på, om man bliver dygtig til noget eller ikke.

Der er nogen, som siger, at man skal øve sig i 10.000 timer for at blive superdygtig til et eller andet. Hvis man synes, at det er træls at øve sig, så er det godt nok mange timer.

Hvordan stimulerer og bevarer man lysten til at øve sig?

Ved at få passende udfordringer

  • Når man opdager, at man kan noget, man ikke var helt sikker på, at man kunne – ved at man øver sig – så får man lyst til at tage det næste skridt.
  • Når man opdager, at det nytter noget at øve sig, så får man lyst til mere.
  • Man udvikler selvtillid og selvværd, når man opdager, at man kan noget, man ikke kunne før.
  • Når man får passende udfordringer, så bliver det en leg at øve sig.

Ved at få ros

  • Man skal naturligvis have ros, når noget lykkes.
  • Men det er mindst lige så vigtigt, at få ros, når noget mislykkes! – Nemlig ros for, at man øver sig.
  • Ufortjent ros og ufortjent selvros er dybt skadeligt. Forskning viser, at hvis man lever i en atmosfære med ufortjent ros og selvros, så stiger risikoen for modløshed senere i livet2.

Ved at dyrke fejl

  • Mennesker, der virkelig har succes, har altid arbejdet meget, de har eksperimenteret, og de har ikke været bange for at begå fejl. De oplever ikke fejl som nederlag, men som læringspunkter. Derfor er det vigtigt at dyrke en kultur, hvor det er absolut ok at begå fejl. Det skaber den tryghed, som er nødvendig for at man tør blive ved med at øve sig og begå fejl og mod til at eksperimentere. Kun på den måde bliver man virkelig dygtig.

Hvad er godt at øve sig i? Her er nogle gode bud

GENTAGELSE NR 1:

Det er godt at øve sig i at tænke sig om. – Hvordan gør man det?

  • Ved at være sammen med mennesker, som gør, hvad de kan, for at tænke sig om, når der er brug for det.
  • Sæt tempoet ned i situationer, hvor der er brug for at tænke sig om. F.eks. i samtaler om problemer og udfordringer. Når man skal lære noget nyt, så har man brug for, at det går langsomt i starten. Det gælder uanset, om det handler om at lære at gå eller at læse eller at tænke sig om.
  • Nysgerrige ”Omtanke-spørgsmål”, f.eks.: o ”Fortæl lidt mere om … ”.
  • ”Kan dét her være fordi … – eller skyldes det noget helt andet…?
  • Hvad tænker du, vi kan gøre…, lige nu…, senere…?
  • Vil det give mening for dig, at vi prøver at…?

At prøve at forstå – at gå opdagelse efter nye og andre tankemuligheder – det er jo at øve sig i at tænke tanker om tanker – altså at tænke sig om. Så simpelt er det.

Børn skal være 3-4 år gamle, før hjernen er så udviklet, at de opdager, at der foregår noget usynligt inde i deres eget og i andre menneskers hoveder, som er ret vigtigt – nemlig tanker. Før kan de ikke rigtigt tænke tanker om tanker – altså tænke sig om. Men man kan sagtens starte ”Omtanke-træning” længe før. Det er ligesom med sprog. Når man snakker til et spædbarn, så snakker man til et lille væsen, som ikke forstår noget som helst af, hvad der bliver sagt. Men det er den måde, de lærer det på. Man lærer sprog ved at høre sprog. På samme måde med tanker. Man lære omtanke ved at opleve omtanke.

Giv barnet viden og billeder på, hvordan det foregår indeni, når vi tænker. F.eks.:

Leg med Tankebobler i papir. Tankebobler er det ikoniske symbol fra tegneserierne på vores tanker inde i hovedet. Tankeboble-leg er en smart og simpel måde at lære barnet noget om tanker – langsomt – så han/hun kan nå at øve sig indeni. Tegn bobler, klip dem ud, farv dem, tegn og skriv, hvilke tanker, der bor i boblerne – og især: Hvordan kommer du fra én tanke til en anden tanke? Det gør du ved at gøre det tit, med alle mulige forskellige små-tanker – ved at bestemme indeni. Du kan f.eks. lægge forskellige tanker i tankebobler på et bord, sæt en finger på en boble og tænk på tanken, flytte fingeren til en anden boble og tænk så den tanke, osv. Og ved at gøre noget andet end det, du er i gang med (= afledning).

Vi har to slags tanker i verden. Tanker, som vi kan tage skade af – eller andre kan tage skade af, at vi har. Og tanker, som vi kan bruge til noget. De fleste af den slags tanker er praktiske tanker, som vi bruger til at få hverdagen til at fungere. Tanker, som vi kan bruge til noget, er ikke nødvendigvis glade tanker. Det er særdeles brugbart – på rette tid og sted, at blive vred, bange eller ked af det. Det er kun, hvis det bliver for meget eller det varer for længe, at det tipper over og bliver skadeligt.

Her er en meget simpel leg, som børn kan bruge til at opdage, at de selv kan være med til at bestemme, hvad de tænker på:

Tegn to tankebobler på et stykke papir.

1. Sæt en finger på tankeboble 1 og tænk på en bestemt ting, der står i køkkenet. Hold fast i tanken i nogle sekunder

2. Flyt fingeren til tankeboble 2 og tænk på et bestemt legetøj. Hold fast i tanken i nogle sekunder.

3. Flyt fingeren tilbage til tankeboble 1 og tænk igen på køkkentingen i nogle sekunder.

4. Flyt fingeren til tankeboble 2 og tænke på legetøjet igen i nogle sekunder.

5. Gentag legen nogle gange.

I stedet for ting, kan man skifte mellem to forskellige små ”film” inde i hovedet.

Du kan også bruge de små historier i bogen ”Tankernes Hus og andre små historier”. Nogle af historierne handler nemlig om, hvordan man kan øve sig i at komme fra tanker, som kan skade en selv eller andre, til tanker, som du kan bruge til noget godt. Lad barnet tegne sine egne versioner af historierne.

Giv det tid! Man skal øve sig mange gange, for at blive rigtigt godt til at tænke sig om.

Et lille barn lærer ikke at gå ved at gøre det tre eller 10 gange. Det skal gentages flere hundrede gange, før man kan det. Sådan er det også med omtanke. Heldigvis er det legende let at flette denne slags ”tanke-træning” ind i det naturlige samvær i hverdagen.

GENTAGELSE NR 2:

Giv barnet passende udfordringer på alle livsområder – med krop og hjerne, så barnet får lyst til at øve sig, for det er den vigtigste gave, vi kan give dem.

På den måde lærer barnet også selvkontrol og vedholdenhed. Det får man brug for mange gange i sit liv, når man skal lære noget eller løse en opgave, som tager meget lang tid. F.eks. en uddannelse.

To undersøgelser, som er lavet for mere end fyrre år siden, har vist, at graden af selvkontrol i børnehavealderen har meget stor betydning for, hvordan det går én senere i livet – på alle områder og langt op i voksenalderen (man har fulgt disse børn i cirka fyrre år)3

Den gode nyhed er: Det kan trænes ☺

Et vigtigt aspekt af selvkontrol er: At kunne udsætte et behov. Det skal børn lære, fra de er helt små, med hjælp fra voksne, som tager det stille og roligt og står fast, selv om barnet måske hyler og skriger for at få et eller andet, som han/hun har sat sig i hovedet – og som vedkommende ikke skal have endnu – eller slet ikke.

Det kan være nemmere sagt end gjort, når man står med et hysterisk skrigende barn. Vi skal huske på, at et barneskrig rammer os dybt – og det skal det! Fordi skriget tilbage i urtiden blev ”opfundet” for at tilkalde hjælp og beskyttelse. Men nu om dage må man nogle gange holde hovedet koldt og hjertet varmt – og stå fast, selv om vores børns skrig rammer en af vores dybeste nerver. En 13-årig dreng har for nogle år siden sagt det på denne måde: ”Forældre skal give et modspil, man kan ikke spille bold op af et gardin.”

Kilder:
2 Kim Y, Chiu C. Emotional Costs of Inaccurate Self-Assessments: Both Self-Effacement and Self-Enhancement Can Lead to Dejection. Emotion 2011, Vol. 11, No. 5, 1096–1104.

3 Moffitt TE, Arseneault L, Belsky D, Dickson N, Hancox RJ, Harrington H, Houts R, Poulton R, Roberts BW, Ross S, Sears MR, Thomson WM, Caspi A. A gradient of childhood self-control predicts health, wealth and public safety. PNAS 2011; 108(7): 2693–8.

Mitchell W. Skumfidustesten, Klim 2016.