Lidt om Hjernens 112, skæld ud og tryghed.

Lidt om hjernen:

Den forreste del af hjernen – lige inde bag ved panden, bruger vi til at tænke med. Det er vores Tænkehjerne. Inde midt i hjernen – lige midt imellem ørerne, ligger Hjernens Alarmcentral (Hjernens 112), som holder øje med alt, hvad der er farligt og ubehageligt. Utryghed aktiverer Hjernens 112, så vi er klar til ”kamp eller flugt”. Når der er tændt for Hjernens 112, bliver der skruet ned for Tænkehjernen. Det bliver svært at tænke sig om, svært at lære og svært at huske. Man kan blive bange, trist og vred, og kroppen kan få det dårligt.

112 alarmer er super vigtigt på rette tid og sted. Utryghed og for store udfordringer kan gøre Hjernens 112 overfølsom og 112 alarmer kan være smitsomme. Hjernens 112 opfatter overbeskyttelse som flugt – altså et faresignal.

Problemer løses nemmest, når Tænkehjernen er vågen, og man har styr på Hjernens 112.

Når der er fuld gang i Hjernens 112, så handler det hele om kamp eller flugt:

Meget ubehagelige og farlige situationer (traumer, ulykker og overgreb) øger selvfølgelig risikoen for, at Hjernens 112 bliver overfølsom. Tilfældige ”små-begivenheder”, kan i uheldige tilfælde også skabe overfølsomhed i alarmcentralen. Den hyppigste årsag til ubalance i Hjernens 112 er utryghed i hverdagen, f.eks. i familien, i skolen, på arbejdet – og stress, hvor hjernens hukommelse er så overbelastet, at man mister overblikket.

Andre menneskers tanker er usynlige. Derfor misforstår vi sommetider et andet menneske og tænker, at han/hun ikke vil mig det godt. Det kan provokere Hjernens 112. Hvis den anden også er i alarm, så har vi to ”Blå Blink” hjerner, som kæmper mod hinanden eller flygter fra hinanden.

Når der er gang i Hjernens 112, så er det sjældent, at en masse snak og forklaringer nytter noget. F.eks.:

  • ”Hør nu lige hvad jeg siger…”.
  •  ”Kan du slet ikke huske, at vi har talt om, at du skal…”.
  • ”Nu skal jeg forklare dig…”.

Det eneste, der dur, når et barn (og en voksen) har blå blink inde i hovedet, er ro, omsorg og beskyttelse, indtil det går over, og Tænkehjernen vågner op igen. Det kan være nemmere sagt end gjort.

En ting, der med sikkerhed gør det værre, er skæld ud. Noget af det vi har allerstørst erfaring med i menneskehedens historie, det er at få folk til at gøre, som vi vil have dem til, ved at skælde dem ud og slå dem. Det virker – det er uhyre effektivt – man kan få folk til at gøre de mest ubeskrivelige ting ved at skælde dem ud og slå dem.

Det bliver man bare ikke robust af. Man bliver tværtimod frygtsom og vagtsom. Man forsøger af al magt at undgå, at der falder brænde ned. OG man bliver dummere, fordi der skrues ned for Tænkehjernen, ens IQ falder, så man får sværere ved at klare sig.

Kroppen kan naturligvis heller ikke li’ skæld ud. Et videnskabeligt forsøg har vist, at ½ times skænderi kan forsinke helingen af et sår med 24 timer1.

Men det kan da ikke undgås, at et barn får skæld ud!

NEJ – og det sker der heller ikke noget ved – under visse forudsætninger!:

  • At det er en undtagelse og ikke reglen. Hvis skæld ud er reglen, så skaber det kronisk utryghed i Hjernens 112, med alt hvad det fører med sig.
  • At det trods alt er inden for rimelighedens grænser. Hvis det er grænseoverskridende – herunder naturligvis at blive slået, så glemmer barnet det aldrig.
  • At når det er overstået og alle er faldet til ro (Tænkehjernerne er vågnet igen) – så får man det snakket igennem, får sagt undskyld og får tilgivet.

Hvad lærer et barn af en sådan (undtagelsesvis) skæld ud situation?

1. At det går galt en gang imellem mennesker – vi kan komme til at misforstå hinanden, skuffe hinanden og såre hinanden.

  • At vi kan reparere på det. o Det er det mest effektive man kan gøre
  • Det kan bruges i enhver tænkelig situation
  • Det er usynligt
  • Det er gratis
  • Det har ingen bivirkninger
  • Det kræver ikke noget udstyr
  • Vi kan det i forvejen

Det er ikke så tosset at få den læring med sig i livet.

Hvordan hjælper man Hjernens 112 til at falde til ro i en akut situation?

Nogen gange lander vi i en situation, hvor vi får blå blink inde i hovedet – i en situation, hvor det bare slet ikke er smart, og hvor det hurtigst muligt handler om at få skruet ned for Hjernens 112 og få skruet op for Tænkehjernen, så man kan tænke sig om.

Der er én ting i verden, man kan gøre, som på samme tid opfylder følgende krav:

TRÆK VEJRET DYBT OG ROLIGT

Undervurder ikke betydningen af at trække vejret – i al almindelighed . Og at trække vejret dybt og roligt i særdeleshed, når der er blå blink inde i hjernen!

Årsagen til, at dyb og rolig vejrtrækning er den mest effektive måde at berolige Hjernens 112, er, at der er en ”bredbånds-forbindelse” imellem Hjernens 112 og hjertet. Når der virkelig er fare på færde og fuld alarm, så begynder hjertet at slå hurtigere, klar til kamp eller flugt.

Den bredbånds-forbindelse virker også den anden vej, for når man trækker vejret dybt og roligt, så støtter man hjertet i at slå roligt, og der går besked op igennem bredbåndet: ”Der er fred og ro, ingen fare på færde… Du kan godt slappe af…”. Så falder Hjernens 112 til ro og Tænkehjernen får plads til at vågne op.

Denne viden hører til i ”kassen af verdens ældste nyheder”. Det ligger i vores sprog: ”Tag lige en dyb vejrtrækning… Tæl lige til ti.…” Det er også kernen i de såkaldte store traditioner, fx yoga, meditation og mindfulness.

Men viden ligger jo i Tænkehjernen – som kan være lukket ned i forbindelse med 112 alarm, så man ikke har adgang til denne viden om vejrtrækning. Derfor, hvis man virkelig vil bruge det til noget, så skal man øve vejrtrækning ”i fredstid”, indtil det sidder på rygmarven. Så det er det, man gør pr. refleks, når man er i alarm.

Det er ligesom, når vi lærer små børn at børste tænder – vi træner det med dem hundredvis af gange – det er tandhygiejne. Eller træning af håndvask = håndhygiejne.

Det her er mental hygiejne – en simpel måde at rense sindet for snavs og skidt.

Hvordan træner man dyb og rolig vejrtrækning? Surprise: Ved at gøre det! F.eks. lægge mærke til, at det er lidt kold luft, der kommer ind i næsen, når man trækker vejret ind, og lidt lun luft, der kommer ud af næsen, når man puster ud. Og lægge mærke til bevægelserne i brystkassen og maven, når man trækker vejret. HELT SIMPELT!

Spillet mellem Tænkehjernen og Hjernens 112 starter lige efter fødslen.

Forestil dig, at du står og pusler et spædbarn, som skriger af sine lungers fulde kraft, måske på grund af rød numse eller sult.

Den naturlige forældreadfærd i en sådan situation er at trøste barnet, stille og roligt: ”Nåh, lille skat, Ja, der er også træls, mor/far hjælper dig, det skal nok gå over, Såh”… trøste, trøste, nusse, nusse…

Inde i et lille spædbarn, som har det på den måde, er der totalt blå blink i Hjernens 112. Når barnet oplever, at forældrene tager det helt roligt, så går der ligesom noget i gang inde i barnets hjerne: ”Nå, okay, det er åbenbart ikke helt så farligt, som jeg tror, for de tager det jo helt roligt”…

Dvs., med den adfærd skruer vi på en knap dybt inde i barnets hjerne. Vi skruer ned for følsomheden i barnets alarmcentral, så barnet lærer at tåle sig selv, når han/hun har det skridt. Det er en god evne at få med sig i livet. Og det er en forudsætning for at kunne tåle at være sammen med andre mennesker, som har det skidt.

Omvendt, hvis far eller mor skælder ud eller bliver kede af det, så sker der noget helt andet inde i barnets hjerne: ”Ups, det må være farligt det her, siden de reagerer sådan…” Med den adfærd skruer vi op for følsomheden i barnets 112, så han/hun bliver mere sårbar.

… Dette gælder selvsagt hele vejen op igennem barndommen.

Når man er blå inde i hovedet, er det meget hjælpsomt at være sammen med en, som kan holde hovedet koldt og hjertet varmt. Det er meget lidt hjælpsomt at være sammen med en, som også bliver blå inde i hovedet.

Tryghed er altså det vigtigste i verden for et barn. – Samtidig med, at barnet skal lære at håndtere den utryghed, som er en del af verden.

Et barn kan kun lære at løse udfordringer og problemer, når det foregår i trygge rammer, hvor barnet

  • Altid får lov at gå ombord i det, som er lidt svært.
  • Altid får opmuntring.
  • Altid får hjælp til det, som er lidt for svært.

Det farligst i verden er: At føle sig alene.

Langt tilbage i tiden – i urtiden, har vi kun overlevet, fordi vi var sammen i grupper. Hvis man blev ekskluderet fra sin gruppe, var der stor risiko for, at blive spist af et rovdyr i løbet af meget kort tid. Derfor er vi parate til at betale en meget høj pris for at være accepteret af vores gruppe, herunder at påføre os selv og andre de mest ubeskrivelige lidelser.

Disse børn har én ting til fælles:

  • Børn, som har svært ved at forstå den verden de lever i,
  • Børn, som føler sig anderledes,
  • Børn, som føler sig forkerte,
  • Børn, som er i alarm og opfører sig anderledes,
  • Børn, som for tit oplever irettesættelser og skæld ud –

De føler sig udenfor og alene. Mentalt set er de i livsfare – fuldstændigt som i urtiden. Deres adfærd bliver præget af overlevelse: Tilpasning, flugt og kamp. Hvis barnets nærmeste reagerer med bekymring og vrede over barnets adfærd, kan situationen nemt forværres – en ond cirkel.

Disse børn har ekstra meget brug for: Ro, omsorg, beskyttelse, nærvær, rummelighed, forståelse, tryghed, hjælp og forudsigelighed.

I godt selskab

Det er livsvigtigt ikke at føle sig alene. Det er lige så vigtigt at føle sig godt tilpas i sit eget selskab.

Vi er afhængige af at være sammen med andre mennesker og at være holdt af, men hvis vi bliver over-afhængige og alt for bange for at være alene eller at blive forladt, så kan vi komme til at betale en alt for høj pris for være accepteret af de andre.

Hvis man aldrig oplever at være alene i sit eget selskab, men altid skal stimuleres, så bliver det også svært at udvikle et uafhængigt indre liv. Det bliver sværere at lære at tænke sig om, hvis man aldrig kikker indad og opdager, hvordan ens tanker flytter sig fra det ene til det andet helt af sig selv, og også hvordan man kan bestemme over sine tanker.

Børn, som bliver overstimuleret med oplevelser, får sværere ved at opdage og udvikle deres indre liv. Det er dejligt at have et rigt og fantasifuldt indre liv, og man har brug for det, når man skal tænke sig om og løse problemer.

Derfor skal børn – fra de er helt små, også have gode muligheder for at opdage, at det er dejligt at være alene i sit eget selskab, uden at der foregår noget som helst andet end at man tænker og leger med fantasien indeni.

Alle børn skal – på alle livsområder, have passende mængder af udfordringer og problemer.

Når man får passende udfordringer, så er Tænkehjernen i en ”super-lærings-tilstand”, hvor det er nemt for hjernen at lære nyt.

Hvis man får for store udfordringer, så bliver Hjernens 112 overfølsom, og man mister troen på, at noget kan lade sig gøre.

Omvendt, hvis man aldrig får udfordringer – f.eks. fordi man overbeskytter sig selv, eller fordi man, i den bedste mening, bliver overbeskyttet af andre, måske fordi man har det svært – så går det helt galt. Fordi Hjernens 112 opfatter overbeskyttelse som flugt og fare. Så bliver der skruet ned for Tænkehjernen og alting bliver svært.

Man lærer kun at løse problemer ved at få lov til at løse problemer.

Man udvikler kun selvværd og selvtillid ved at opdage, at der er noget, man kan.

Man kan kun lære at blive ansvarlig ved at få ansvar.

”Hver gang du gør noget for et barn, som barnet selv kunne gøre, så stjæler du en udviklingsmulighed fra barnet”.

Psykolog John Halse

Kilder:

1 Kiecolt-Glaser JK, Marucha PT, Mercado AM, Malarkey WB, Glaser R. Slowing of wound healing by psychological stress. Lancet 1995;346(8984):1194-6.