Dilemma

Du kan lytte til Dilemma her.

Denne leg/opgave er bedst for 2-3 personer. Læs hele opgaven, før I går i gang. I skal bruge papir-tankebobler.

Opfind en figur – en dreng eller en mand. Forstil jer, at I kan læse hans tanker.

  1. En dag, hvor han sidder alene for sig selv, kommer han til at tænke på, hvad han inderst inde gerne vil gøre senere på dagen. Måske er det nogle ”små” hverdagstanker, måske er det nogle ”store” tanker, som handler om noget vigtigt i hans liv. Skriv stikord eller tegn  på en papir-tankeboble om hans ”alene-tanker”.
  2. En anden dag er han sammen med nogen fra familien eller nogle venner. Mennesker påvirker altid hinanden – på godt og ondt, og her tænker vores hovedperson nogle helt andre tanker end da han var alene. Det er faktisk tanker, som kan føre til, at han gør noget, som han måske kommer til at fortryde. Skriv stikord eller tegn på en papir-tankeboble om hans ”gruppe-tanker”.

Snak i gruppen om hans 1 & 2 tanke-dilemma – og find ideer til, hvordan han kan løse sit dilemma.

Opfind en ny figur – en pige eller en kvinde.

  1. En dag sidder hun helt alene for sig selv og tænker på noget, som hun er bange for at gøre, selv om hun godt ved, at det ville være godt for hende at gøre det. Skriv stikord eller tegn på en papir-tankeboble om hendes ”alene-tanker”.
  2. Dagen efter er hun sammen med en god ven, som kender vores hovedpersons problem. De har talt om det flere gange, men det hjælper tilsyneladende ikke bare at snakke om det. Det er lidt svært for den gode ven – som gerne vil hjælpe. Skriv stikord eller tegn på en papir-tankeboble om den gode vens tanker om vores hovedperson og den vanskelige situation.

Snak i gruppen om, hvad den gode ven kan gøre for at hjælpe – så det ikke bare bliver mere snakke-snakke, der åbenbart ikke hjælper så meget.

Opfind eventuelt en ny figur og en ny situation, hvis I har tid.