Om vrede

Du kan høre Om vrede her.

Tanker og følelser er usynlige begivenheder indeni os, som vi oplever hele tiden – men det er ikke tanker og følelser, som bestemmer, hvordan det går i livet. Det afgørende er, hvordan man reagerer og handler på en tanke og en følelse indeni sig selv og i forhold til omverden.
Hvis man lader en tanke eller en følelser være og ikke involverer sig i den, så ”fordamper den og forsvinder” efter et stykke tid, og afløses af en anden tanke eller følelse – som måske ligner eller er noget helt andet.

En vred ung mand, som har øvet sig i denne “lad det være” teknik, fortæller, at det gør ham fri: ”Nu føler jeg mig ikke længere tvunget til at handle på vreden på samme måde som før”.

Man kan f.eks. bruge Tankefesten eller Tankeboble-legene til at øve sig i at lade tanker være.

En lærer har en gruppe drenge i en specialklasse, som meget let bliver vrede og aggressive. Han fortæller drengene om Tænkehjernen og Hjernens 112 (Læs mere her). Læreren printer billederne af Tænkehjernen og Hjernens 112 ud på papir i ½ postkort format og laminerer billederne (billederne kan printes her). Både læreren og drengene har altid et sæt billeder på sig.
Hver gang én af drengene bliver vred og aggressiv, holder læreren (eller drengen selv) billedet af Hjernens 112 op og siger: ”Lige nu er du i Hjernens 112. Om nogle minutter er du ovre i Tænkehjernen igen, og så lad os snakke om, hvad vi kan gøre”. Samtidig med at han siger den sidste sætning, holder han billedet af Tænkehjernen op foran billedet af Hjernens 112.

I løbet af en måned er konflikterne i klassen blevet betydeligt mindre.