Frygt og generthed

Du kan lytte til Frygt og generthed her.

Hvis vi manglede evnen til at blive bange, så var vi her simpelthen ikke i dag. Frygt er livsvigtig – på rette tid og sted:

Tænk hvis det var sådan her: Du er ude på en stor åben slette, en bagende varm dag. Pludselig ser du en stor løve springe op fra græsset et stykke borte – den løber i fuldt firspring hen imod dig med vidt åbent gab. Straks tænker du: Det var dog morsomt – den ser vel nok ud til at være glad for at møde mig – det bliver herligt …!

Det er vigtigt at kunne huske at blive bange – næste gang du hører et løvebrøl i det fjerne, så kan du nemmere tage dine forholdsregler i tide, fordi du har lært, hvad et løvebrøl betyder. Der skabes en god overbevisning: Løver er farlige og skal omgås med forsigtighed.

MEN… Både børn og voksne kan også være bange uden grund. Det sker, hvis Alarmhjernen er blevet overfølsom. Der er meget i verden, som man kan blive bange for, så man får begrænset sine livsmuligheder mere end godt er – fx edderkopper, regnorme, mørke, mennesker osv. Generthed er en slags social fobi – hvor man bliver nervøs og hæmmet, når man er sammen med mennesker, man ikke er helt tryg ved.

Frygt og generthed er ligesom en slags spor, som er skrevet ind i Alarmhjernens hukommelse. Dette spor kan fjernes, hvis der er brug for det. Tænkehjernen kan nemlig forandre frygten, når den hentes frem i små doser.

Alarmhjernen og kroppen skal gradvist lære, at det er dig og din Tænkehjerne, der bestemmer og har kontrollen! Hvis frygten tager overhånd, så sættes Tænkehjernen ud af spillet. Derfor skal forløbet planlægges i detaljer, så frygten fremkaldes i passende doser, som kan kontrolleres af Tænkehjernen. Så kan Alarmhjernen stille og roligt lære, at det slet ikke er så farligt. Du kan se, hvordan det kan gøres under punkterne Konstruer en øvebane og Tanke-spil.