Afhængighed – på godt og ondt

Du kan høre om Afhængighed – på godt og ondt her.

Afhængighed betyder bare, at der er noget, man ikke kan undvære. Afhængighed kan være livsvigtig og positiv. F.eks. er alle mennesker livsvigtigt afhængige af at få vand og mad og søvn. Nogen mennesker oplever at være positivt afhængige af at høre musik, læse en god bog, eller gå i biografen. De vil ikke undvære det, mens dette for andre mennesker vil være komplet ligegyldigt.

Og så kan afhængighed være skadeligt. Rusmidler (tobak, alkohol og narko) skader cellerne i hjernen og kroppen, så kroppen skal til at reparere cellerne. Det er meget enkelt at afgøre, om man er afhængig af et eller andet – på godt eller ondt. Man kan bare stille sig selv spørgsmålet: Kan jeg undvære det…? Hvis svaret er nej, så er man afhængig. Er det godt eller skidt? – det kommer an på, om man er afhængig af noget, som krop og hjerne har godt af eller tager skade af.

Hjernen kan tage skade af rusmidler, uden at man opdager det. Det bliver sværere at lære og at huske og humøret bliver mere ustabilt. Hjernens Belønningsfabrik laver dopamin, som gør én opstemt. Rusmidler kan øge forbruget af dopamin så meget, at Belønningsfabrikken bliver helt tømt, så man bagefter bliver deprimeret.
Hvis du mærker, at stimulanser er ”fedt”, så er der grund til at passe meget på! Det er et tegn på, at din hjerne er særligt følsom og at rusmidlet er i gang med at ændre din hjerne.

Selvmedicinering

Undersøgelser tyder på, at nogle mennesker bliver misbrugere, fordi det stof de tager, virker som medicin:

  • GABA er et signalstof i hjernen. Mangel på GABA fører til kronisk uro, angst og nervøsitet. Alkohol øger GABA mængden i hjernen, og lindrer de ubehagelige følelser.
  • Kokain kan virke som kemisk modgift med depression.
  • Heroin kan dæmpe kronisk vrede. Nogle narkomaner har fortalt, at med stofferne følte de sig for første gang psykisk normale og afslappede. Det er selvfølgelig en pagt med djævelen: En kortvarig god følelse til gengæld for en vedvarende nedsmeltning af ens liv.