Teenagehjernen

Du kan høre om Teenagehjernen her.

Forskning viser, at den forreste del af hjernen ikke er fuldt moden før i 20-22 års alderen[1]. Den forreste del af hjernen har bl.a. at gøre med at kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger. De blå områder på figuren til højre, er de områder af hjernen, som er mest modne.

Selv om teenagere er på vej til at blive voksne – også i hjernen, så har de også brug for voksnes medspil og beskyttelse, så de ikke risikerer at komme ud i noget, som de senere kommer til at fortryde. Det er kærlighed, når voksne på en ordentlig måde hjælper teenagere med at sætte gode rammer i deres liv – og det vil de fleste teenagere gerne, at voksne gør. Det er godt beskrevet af en 13-årig dreng, som sagde: ”Forældre skal give modspil – man kan ikke spille bold op af et gardin”.

Allerbedst er det, når grupper af teenagere sammen med deres forældre og lærere i fællesskab skaber disse rammer. Det er ikke nemt at stå alene som teenager eller forælder og gøre noget andet end flertallet.

De sociale normer er nemlig nogle af de stærkeste kræfter i vores liv – det er ”sporene” i den indre model af verden, som vores tanketog kører på[2]. Hvis vi ikke i fællesskab bestemmer med hinanden, hvordan vi vil ha’ det – så udvikler normerne sig måske i en retning, som er anderledes end det, vi inderst inde ønsker os

[1] Gogtay, N. et al. (2004). Dynamic mapping of human cortical development during childhood through early adulthood 101 (21): 8174–8179.
[2] Læs mere: Historien om et tanketog.