Om at være positiv
Du kan høre Om at være positiv her.
En mor med et alvorligt narkoproblem får fjernet sit barn ved fødslen. Barnet kommer først hjem fem år senere, da moderen er stoffri. Familien får tilknyttet en familieterapeut i den første tid. Moderen vil gerne have hjælp til, at barnet hører efter (hvad hun ikke synes, at pigen gør, selv om hun “råber og skriger”).
Familieterapeuten optager en 10 minutters video fra en hverdags-situation i stuen. Terapeuten kikker optagelsen igennem meget detaljeret. Alt hvad der fungerer dårligt bliver klippet væk. Tilbage er 30 sekunder, som vises til moderen. Man ser kun barnets ansigt på dette videoklip – som vises i slow motion:
Kort efter starten hører man moderens stemme, og i samme sekund kikker barnet op på sin mor. Det er meget tydeligt, at pigen gerne vil høre, hvad mor siger.
Moderens kommentar til dette videoklip er: “Hvor ser hun dejlig og glad ud – kan du lave et foto til mig ud fra videoen?” Terapeuten svarer bekræftende.
To dage efter ringer moderen og fortæller, at det er ikke nødvendigt at lave et foto – “for nu ser hun sådan ud hele tiden”.