Tilbage til oversigt - Det største ønske

Problemer, som ikke kan løses, chokerende begivenheder og børn, som er bange.

Hvad så, hvis man står med et problem, som ikke er til at løse?

Hvis børn har alvorlige problemer, så reagerer de – udad imod andre, eller de retter det ind imod sig selv.

Man kan være helt sikker på, at når et barn vedvarende reagerer, så er ”diagnosen” (uanset eventuelle diagnoser), at barnet har ikke passende udfordringer – på et eller flere livsområder. Barnet har enten for store udfordringer eller er overbeskyttet eller det øver sig ikke nok.

Her er løsningen:

  • Undgå overvældende situationer og overbeskyttelse. Begge dele aktiverer Hjernens 112 og skruer ned for Tænkehjernen, så alting bliver sværere. Det kan være nemmere sagt end gjort, men det er afgørende at blive ved med at gå efter at finde passende udfordringsniveau
  • Brug kroppen:
    • Berolig Hjernens 112 med dyb og rolig vejrtrækning. ØV DET!
    • Masser af frisk luft og motion. Det sætter gang i Hjernens Apotek, så der laves humørstoffer, bl.a. oxytocin og endorfin, så barnet får mere overskud til at være med til at løse problemerne og passe på sig selv og andre. Jo dårligere et barn har det, jo mere frisk luft og motion skal der til. Børn, som har det godt, har for resten heller ikke skade af store mængder frisk luft og motion – tværtimod! ☺
    • SØVN. Flere og flere undersøgelser viser, hvor afgørende det er, at få sin søvn, når man skal løse problemer. Mere om det senere – men de andre punkter på denne side hjælper til en god søvn.

  • Øv omtanke, at tænke sig om, ”mental fitness” – se side 9 (”Gentagelse nr. 1 – At øve sig i at tænke sig om”).

  • Nærm dig det svære med små sikre skridt – altså: PASSENDE UDFORDRINGER! 

Chokerende begivenheder.

Det er en del af livet: En sjælden gang kan forfærdelige ting ske – pludselig alvorlig sygdom, ulykker, katastrofer, død og lemlæstelse.

Men også ”mindre” begivenheder, som f.eks. skilsmisse eller økonomisk ruin, kan være chokerende.

I forbindelse med akutte chokerende begivenheder, har undersøgelser vist7, at der er nogle simple ting, man kan gøre i de første 6 timer efter begivenheden for at mindske risikoen for, at den chokerende begivenhed ”sætter sig” i hukommelsen i Hjernens 112, så man får senfølger:

  • Hvis der er tale om en ulykke med tilskadekomne, så er sikkerhed og behandling, herunder smertebehandling, naturligvis vigtigt.
  • Man skal naturligvis kunne reagere følelsesmæssigt, græde osv. Og så er det meget vigtigt, at snakke om fakta: Hvad der skete – hvem gjorde hvad. Det er nemlig helt afgørende for hjernen at huske, at der blev gjort noget. Følelsen af handlingslammelse er det værst tænkelige. Det er det, som i værste fald kan skabe senfølger.
  • Man skal lave små praktiske handlinger, så hjernen oplever, at man er handlende og ikke et ”passivt offer”. Det kan være at gå lidt rundt, lave lidt mad og drikke, osv.
  • Man skal helst ikke sove i de første 6 timer efter en alvorlig chokerende begivenhed – det øger risikoen for, at begivenheden sætter sig i hukommelsen. Fordi, det er mens vi sover, at tingene flyttes fra korttidshukommelsen op i langtidshukommelsen.
  • (Kun for voksne): Undgå alkohol og sovemedicin. Det øger risikoen for senfølger.

Det der med at snakke om følelser…

Når der er noget, som er svært, er det naturligt og helt nødvendigt at snakke om, hvordan man har det.

Men hvis man kun snakker om, hvor svært det hele er, og ikke snakker om, hvad der kan gøres og hvad man allerede gør ved situationen, så bliver Hjernens 112 bekræftet i magtesløshed og handlingslammelse, og så bliver det hele værre. Alt for meget ”føle… føle… det er synd for…” er re-traumatiserende! Faktisk er der nogle af de mennesker, der går i terapi, som får det værre af det – hvis det kun foregår på den måde.8

Samtaler om problemer skal indeholde både lydhørhed, rummelighed og forståelse OG massive mængder af snak om: HVAD GØR VI ALLEREDE VED DET, SOM ER SVÆRT, OG HVAD KAN VI GØRE MERE…

Børn, som er bange

Det er meget almindeligt, at børn bliver bange. De fleste gange går det over helt af sig selv, men desværre kan det også sætte sig fast. Her er nogle eksempler:

  • • Bange for at gøre noget forkert, blive til grin, ikke at være god nok
  • • Bange for mørke, kryb og monstre
  • • Bange for at miste mor og far

Ubehagelige og farlige situationer aktiverer Hjernens 112, og der skrues ned for Tænkehjernen. Det selvfølgelig godt, at Hjernens 112 tager over, når der virkelig er fare på færde. Så er der ikke tid til at tænke – der skal reageres hurtigt med kamp eller flugt.

Det er også vigtigt, at Hjernens 112 kan huske farlige situationer, så man kan passe på sig selv i god tid, hvis man møder en situation, der ligner det farlige.

Men Hjernens 112 kan også blive overfølsom og overreagere, så man bliver bange, vred eller ked af det – helt uden grund. Det er heller ikke smart, at Tænkehjernen ”lukker ned”, når der ikke er alvorlig fare på færde.

Meget chokerende og farlige situationer øger selvfølgelig risikoen for, at Hjernens 112 bliver overfølsom. Tilfældige ”små-begivenheder”, kan i uheldige tilfælde også skabe overfølsomhed i Hjernens 112.

De hyppigste årsager til ubalance i Hjernens 112 er: Vedvarende utryghed og vedvarende overbeskyttelse. Hjernens 112 opfatter overbeskyttelse som flugt. Det faresignal. Så overbeskyttelse aktiverer også Hjernens 112.

Videnskabelige undersøgelser tyder på, at børn har brug for lege, som de selv oplever er lidt farlige, selv om det ikke i virkeligheden er rigtig farligt. Det lærer dem at håndtere frygt i passende doser og mindsker risikoen for, at de bliver bange i livet9.

Derfor skal man både undgå overvældende situationer og overbeskyttelse. Begge dele aktiverer Hjernens 112. Når Tænkehjernen og Hjernens 112 får passende udfordringer – hverken for store eller for små, så kan Tænkehjernen kontrollere Hjernens 112, så den ikke aktiveres uden grund. Når man har klaret en svær situation, giver Tænkehjernen nemlig besked til Hjernens 112: “Det var ikke så farligt endda” – hvilket betyder, at man kan møde lignende situationer med større ro i sindet og er klar til næste skridt.

En gang imellem oplever et barn at være bange for én ting i starten, men så breder det sig til andre ting. Risikoen er størst, hvis barnet oplever, at han/hun ikke kan gøre noget ved det. Magtesløshed er den værste af alle oplevelser – det er virkeligt skræmmende for Hjernens 112 og gør det hele meget værre.

Derfor er det vigtigt, at bange børn får hurtig hjælp af deres forældre.

Bange børn skal have at vide, at selv om verden ikke er ufarlig, så passer mor og far på dem og hjælper dem med at lære, hvordan de passer på sig selv. De skal også vide, at der er forskel på fantasi og virkelighed. Ofte er dette noget, man må gentage mange gange samtidig med, at man lærer barnet, hvordan han/hun slipper af med frygten:

Helt små børn har først og fremmest brug for, at mor og far er beroligende – med stemme og kropssprog. Små børn kan sagtens blive bange for noget, som slet ikke er farligt. De har så brug for, sammen med mor og far, stille og roligt, at nærme sig ”det farlige” og opdage, at det er helt okay.

Lidt større børn kan begynde at lære også at gøre noget selv. Man kan fortælle dem om Hjernens 112, og at alle mennesker kan opleve, at den bliver overfølsom. Så skal man hjælpe den til at falde til ro, så den ikke udsender fejlalarmer.

Lad barnet tegne / bygge sin egen 112 – som han/hun forestiller sig det er inde i sit hoved. Snak om, hvornår barnets 112 går i gang – på godt og ondt – og stimuler barnet til selv at få ideer til, hvad der er godt at gøre, når alarmen går i gang. Det giver barnet forståelse og handlemuligheder over en vigtig del af sit indre liv, nemlig Hjernens 112.

Man kan også lege med tankebobler – tegne og skrive og få ideer til konkrete tanker, som kan bruges til at berolige Hjernens 112. Tegn det og øv det: Sid med to tankebobler i hænderne og tænk skiftevis på den bange tanke og på en tanke, som kan bruges til noget. Gentag øvelsen mange gange, så barnet gradvist lærer, at han/hun selv kan bestemme over sine tanker.

Flere af de små historier i bogen ”Tankernes Hus og andre små historier” kan også bruges som inspiration til, hvordan man kan flytte sig fra et sted til et andet sted inde i tankerne og selv bestemme.

Øv dyb rolig vejrtrækning sammen med barnet– også små børn. Det er den mest effektive metode til at berolige Hjernes 112 i akutte situationer.

Det helt afgørende er derefter at nærme sig det, som barnet er bange for med SMÅ SIKRE SKRIDT – så Hjernens 112 aktiveres en lille bitte smule, men ikke mere end, at Tænkehjernen kan kontrollere det og barnet kan bruge sine indre teknikker med f.eks. tankebobler og vejrtrækning til at berolige Hjernens 112.

Når man har klaret en lidt farlig situation, giver Tænkehjernen besked til Hjernens 112: “Det var ikke så farligt endda” – hvilket betyder, at man kan møde lignende situationer med større ro i sindet og er klar til næste skridt. Frygt behandles med: Øvelse, øvelse, øvelse…

Her er et par eksempler:

  • Bange for at sove i sin seng i mørke: Køb en lys-dæmper og lad barnet selv, i løbet af nogle dage/uger, langsomt skrue ned for lyset ved sengetid.
  • Bange for en edderkop: Put en edderkop i et syltetøjsglas og lad barnet selv nærme sig glasset med så små skridt, at han/hun hele tiden kan holde Hjernens 112 i ro. Måske kan barnet hurtigt overvinde sin frygt, – eller måske er det noget, som skal gentages i små skridt flere gange over en lang periode, før problemet er løst.
  • Bange for at komme i børnehave/skole: Aftal præcist, hvor og hvor lang tid barnet kan holde ud at være der alene. Nogle gange kan det handle om sekunder/minutter i starten. En aftale skal overholdes! Et overfølsomt alarmsystem kan gå helt i panik, hvis en aftale ikke overholdes – og så kan man risikere at skulle starte forfra. Her er det selvsagt også meget vigtigt at huske, at man ikke må tvinge et barn hen til et sted, hvor der foregår decideret mobning. Godmodigt drilleri er en passende udfordring, men decideret mobning er et overgreb og dybt skadeligt. I en sådan situation har det afgørende betydning, at der arbejdes med fællesskabet, så det bliver et trygt sted at være (mere om det på de følgende sider). Hvis ikke det kan lykkes, skal man seriøst overveje at flytte barnet til et andet fællesskab.

Når man skal øve sig i at nærme sig det, som barnet er bange for, så er det suverænt barnet, som bestemmer, hvor hurtigt man kan gå frem, fordi barnet er den eneste, som kan mærke, hvordan det føles indeni. Til gengæld må barnet aldrig slippe for at øve sig i at nærme sig det, som er svært. Fordi hver gang man undgår det svære, bliver Hjernens 112 bekræftet i, at det er farligt, og så bliver det bare værre. Fortæl barnet om denne mekanisme, så barnet forstår, hvorfor det skal foregå på præcis denne måde.

I en periode, hvor et barn er bange, er det ekstra vigtigt at være fysisk aktiv sammen med barnet (motion og frisk luft) – det sætter gang i kroppens apotek og laver velværestoffer, som beroliger Hjernens 112 og holder Tænkehjernen vågen. Og at barnet får sin søvn (Se også side XX og XX)

Kilder:

7 Hentet fra en artikel om akut kriseintervention af psykolog Atle Dyregrov, som er chef for Center for Krisepsykologi i Bergen, Norge (Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 2011;89(11):783-92.

8 Berk M, Parker G. The elephant on the couch: side-effects of Psychotherapy. Australian and New Zealand Journal of Psychiatry 2009; 43:787-794.

9 Sandseter EBH, Kennair LEO: Children’s Risky Play from an Evolutionary Perspective: The Anti-phobic effect of Thrilling Experiences. Evolutionary Psychology 2011;9(2):257-84.