Historier
At læse en historie kan være et redskab til at tale om og arbejde med dine egne og andres tanker og følelser. På denne side vil du bliver præsenteret for en historie, der hedder Tankernes Hus.
Historien har ikke samme form som en klassisk historie. I denne historie er der få figurer, og der er ikke en rigtig handling med en start og en slutning. Grunden til dette er, at du selv skal danne dit eget billede af, hvordan det ser ud i dine tanker. Det kan være vigtigt at du har dit eget billede af det der forgår i dine tanker. Jo bedre du bliver til at forholde dig til dine egne tanker, jo bedre kan du blive til at håndtere svære situationer ved hjælp af tankerne.
Historien om Tankernes Hus kan hjælpe dig med at gå på opdagelse i dine tanker.
Historien om Tankernes Hus
På en måde kan man godt sige, at tankerne bor inde i hovedet. Forestil dig, at tankerne bor i et hus, hvor du kan bevæge dig rundt og opdage dem.
I Tankernes Hus er der mange rum. I et rum bor der måske nogle spændende tanker, i et andet rum bor der måske nogle triste eller bange eller vrede tanker, og i et tredje rum bor der nogle glade tanker.
I Tankernes Hus kan tankerne kalde på dig, hvis de gerne vil opdages. Det kan være rigtigt spændende og okay, men det kan også være hårdt. Især hvis det er nogle tunge tanker, som hele tiden vil opdages og ha’ opmærksomhed og bestemme over dig.
Hvis der er nogle triste tanker, bange tanker eller vrede tanker, som vil bestemme, at du skal være inde i deres rum hele tiden, så får du måske slet ikke lov til at opdage de tanker, som du kan bruge til noget og de spændende tanker eller glade tanker, som er i alle de andre rum, og det er ikke sjovt.
Men alle de tanker, som du kan bruge til noget, og de glade og de spændende tanker, er bare inde i de andre rum i Tankernes Hus, og venter på, at du opdager dem. Og måske findes der redskaber i et rum, som du kan bruge til at reparere nogle tanker i et af de andre rum i huset. Der kan også være et rum med små ideer, som gør en forskel, og der kan være tanker i et rum, som har bedst af at få fred, så de ikke gør skade.
Hvis du tit går på opdagelse i Tankernes Hus, så bliver det nemmere at bestemme, hvilke tanker du helst vil ha’.