Beskrivelse af robuste fællesskaber

Allerede fra vi fødes, er vi afhængige af at være sammen med andre for at overleve. Modsat andre pattedyr er vi ikke færdigudviklede fra fødslen, men bruger år på modningsprocessen sammen med vores omsorgsgivere. Det er ikke kun vores fysiske overlevelse, som bliver sikret, men også vores mentale udvikling afhænger af samspillet med en omsorgsperson. Man kan sige, at vores hjerne udvikles via kontakten med omsorgspersonen og kvaliteten af samspillet er derfor vigtig: Det er netop samspillet som modner og former hjernen, og danner grobund for udviklingen af tilknytning, mentalisering, selvregulering og sociale kompetencer. (Det betyder altså, at vores evne til at indgå i relationer med andre grundlægges her og hænger tæt sammen med udviklingen af vores evne til at forstå os selv og andre, vores evne til at regulere vores følelser og adfærd og til at udtrykke os på en socialt hensigtsmæssig måde.) Vi udvikler os altså på afgørende vis ved at være sammen med andre.

Afhængigheden af andre fortsætter resten af livet, men i mindre konkret form. Som voksne er vi ikke afhængige af andre for at overleve fysisk, og vores kultur og samfund i dag har ikke samme kollektive strukturer som tidligere. Vores psykologiske behov for nærvær er dog uændret, og vi har udbredte ensomheds- og trivselsproblematikker. Vi har stadig brug for andre mennesker for at trives. Opfyldes behovene ikke får det betydning for vores trivsel og vores mentale og fysiske sundhed.

På samme vis som individet har brug for fællesskaber, er robusthed heller ikke at finde i individet alene, men skabes netop i samspillet mellem individet og dets omgivelser – fra den første omsorg til den beskyttende effekt i vores voksne relationer. Vi har brug for at være del af både små og store fællesskaber, og vi kan ikke være robuste, hvis vi står alene eller er del af utrygge eller dårlige fællesskaber.

I Robusthedsprogrammet sættes der derfor fokus på at øge mentaliseringsevnen som indgang til at kunne indgå i gode relationer, og derved opbygge robusthed.

Derfor skal vi arbejde med robuste fællesskaber

Som beskrevet under robusthed udvikles vores robusthed i samspillet med vores omgivelser. Derfor er det helt afgørende at vi har gode relationer og er del af trygge fællesskaber for at trives og komme igennem livets små og store udfordringer. Relationer og fællesskaber fungerer som en slags følelsesmæssig buffer, når vi møder modgang, og gør os i stand til at håndtere modgang, fordi vi gradvis opbygger robusthed gennem nære relationer.

Langt de fleste udvikler en god mentaliseringsevne gennem det tidlige samspil og får derfor et godt udgangspunkt for at være sammen med sig selv og særligt andre på en god måde. Nogle kan være lidt på bagkant, hvis de vokser op med forældre, som er ustabile (fx pga. misbrug eller psykiske problemer) og ikke er i stand til at tilbyde barnet det trygge samspil. Men her kan andre, det kan være en pædagog, en lærer eller et familiemedlem, træde til og hjælpe barnet tilbage på sporet gennem et mentaliserende, stabilt samvær.

Hvis vi er i utrygge fællesskaber, eller føler os udenfor fællesskabet, aktiveres vores alarmsystem og skruer samtidig ned for mentaliseringsevnen. Det oplever vi alle sammen af og til, men det slider os, hvis vi hele tiden går rundt og er lidt i alarm, fx hvis vi føler os ensomme og udenfor fællesskaberne omkring os.

Derfor sætter Robusthedsprogrammet fokus på, hvordan man kan understøtte og udvikle gode relationer og fællesskaber og vigtigheden af at træne mentaliseringevnen.

Vi er alle sammen del af mange forskellige fællesskaber og det er vigtigt, at vi lærer at indgå i dem. Nogle af vores fællesskaber kan vi selv vælge. Men en del andre fællesskaber vælger vi ikke selv – i hvert fald ikke alle andre, der er med i fællesskabet. Og de kan måske være sværere at være del af. Vi er del af fællesskaber i skoler, på uddannelser, arbejdspladser, i fritidslivet og online, i byer og i samfund. Også familien kan ses som et fællesskab, vi ikke selv har valgt. Listen er lang. Vi skal derfor kunne være sammen med mange forskellige mennesker og på mange forskellige måder.

I robuste fællesskaber er der tolerance og forskellighed ses som en fordel. Vi kan mere, når vi er sammen, og vi bringer forskellige kompetencer og perspektiver i spil. Man kan sammenligne det med et fodboldhold, hvor der også er brug for at kunne noget forskelligt – spille forsvar, være hurtig, eller at være god på mål. Et fodboldhold, hvor alle kun er gode forsvarsspillere, vil ikke klare sig så godt som et mere sammensat hold. Og det samme gælder også i robuste fællesskaber – i klassen, på arbejdslivet, i familien eller endda i samfundet.